Get the Flash Player to see this rotator.

Gaia Solar fremlægger stærkt 2009 regnskab.

Dato: 4. marts 2010

Gaia Solar A/S kan i dag fremlægge et meget stærkt regnskab for 2009, med en omsætningsstigning indenfor kerneområdet på mere end 200 %. Mens bygge- og anlægssektoren i Danmark gisper efter vejret, viser selskabets 2009 regnskab en kraftig vækst i kerneomsætning, beskæftigelse samt en positiv bundlinje.

Adm. direktør Michael Stadi udtaler: "På trods af et rædselsfuldt Q1 i 2009, hvor gamle forretningsområder i Fjernøsten og geografiske markeder som Island fuldstændig forsvandt fra den ene dag til den anden, har vi formået at vokse vores kerneområde med mere end 200 %, så den samlede omsætning for 2009 er op med mere end 25 % i forhold til 2008. Et kerneområde hvor vi designer, producerer og installerer komplette bygningsintegrerede solcelle anlæg af højeste arkitektoniske værdi".

2009 var således et meget signifikant år for virksomheden. Året bød på en perlerække af arkitektoniske og nyskabende reference projekter såsom CPH Towers, Widex nye hovedsæde, VKR Holdings "Bolig for livet", Green Lighthouse & DSB. Copenhagen Towers i Ørestaden er Nord Europas største bygningsintegrerede solcelleanlæg. Projektet vandt Byggesocietetets byggepris "Det gyldne søm". For høreapparat virksomheden Widex har Gaia Solar i 2009 designet et meget spektakulært solcelleanlæg til deres nye domicil i Vassingerød. Gaia Solar stod også som designer, producent og installatør af solcelleanlægget i det højt profilerede VKR Holding projekt "Bolig for Livet" i Lystrup, mens Københavns Universitets Green Lighthouse vandt prisen for Danmarks første offentlige CO2 neutrale byggeri. Endelig har Gaia Solar i 2009, assisteret DSB med at anvende solceller i deres satsning på at transformerer Avedøre og Sjælør St. til de første CO2 neutrale S-tog stationer i Danmark.

Udover højt profilerede referenceprojekter har selskabet brugt 2009 til at opruste indenfor innovation samt opbygning af 2 helt nye forretningsområder. En strategisk satsning og investering som først materialisere sig fuldt ud i 2010 & 2011. Ambitionerne til 2010 omfatter yderligere vækst i omsætning, indtjening og beskæftigelse.